Markedsoversigt: Mærsk sendte C25 i rekord - små rentefald
Det var fortsat rift om de danske aktier fredag, hvor sværvægteren A.P. Møller-Mærsk løftede C25-indekset til den anden lukkerekord i år.
Herhjemme sluttede C25-indekset 0,9 pct. højere i 1706,57. Det var årets anden lukkerekord. Den første blev sat mandag og hed 1701,55.
Der var rygklap til A.P. Møller-Mærsk, der har fået løftet kursmålet med 9 pct. til 17.000 kr. fra førhen 15.600 kr. af investeringsbanken HSBC.
Desuden kunne rederiet glæde sig over nye ratestigninger. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai, steg for 13. uge i træk - denne gang med 3,1 pct.
B-aktien i Mærsk steg 3,5 pct. til 14.465 kr., mens A-aktien lukkede 3,8 pct. højere i 13.420 kr.
Der var også fremgang til Genmab, der steg 3 pct. og satte lukkerekord i 2540 kr. Torsdag efter børslukketid viste data fra Bloomberg, at den amerikanske storbank JPMorgan tidligere på ugen løftede sit kursmål for aktien med over 33 pct. til 2600 kr.
I bunden af markedet faldt FLSmidth 2,3 pct. til 236 kr. efter en gevaldig optur på 6 pct. torsdag, hvor der blev spekuleret i, at et demokratisk kontrolleret Senat vil igangsætte større infrastrukturprogrammer.
GN Group lå desuden længe helt i bunden af markedet, men rettede sig noget i løbet af eftermiddagen og sluttede 0,2 pct. lavere i 475,60 kr.
Den seneste månedsstatistik viste fredag, at GN taber markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner. Derimod steg markedsandelen for Demants brand Oticon. Demant-aktien lukkede 1,2 pct. højere i 229,30 kr.
Små rentefald prægede det danske obligationsmarked fredag, hvor det til gengæld atter blev til nye rentestigninger i USA.
Udsigten til massive hjælpepakker i USA fra den kommende demokratiske præsident, Joe Biden, med opbakning fra en demokratisk ledet Kongres har sendt de amerikanske renter markant højere i løbet af ugen, og tendensen fortsatte fredag.
Den tiårige amerikanske rente lå ved dansk lukketid 2 basispoint højere end torsdag i 1,10 pct. og den er dermed steget 19 basispoint i løbet af ugen.
Herhjemme har renterne derimod stået i stampe. Fredag lukkede den tiårige rente blot et basispoint lavere end torsdag i minus 0,46 pct., hvilket også var lukkeniveauet onsdag før nytår.
Eftermiddagens amerikanske jobtal var imødeset med spænding, men blev ikke efterfulgt af større bevægelser på rentemarkedet.
Statistikken blev ellers betegnet som en gedigen skuffelse af Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Den amerikanske beskæftigelse uden for landbruget faldt med 140.000 personer, mens økonomer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg håbede på en jobskabelse på omkring 50.000 nye stillinger.





