Aktier/åbning: Ørsted anfører rød start og fald fra rekordniveau
Det danske aktiemarked åbner ugens første handelsdag i let rødt terræn ovenpå en fredag, der bød på årets anden indeksrekord.
C25-indekset åbner 0,2 pct. lavere i 1702,80 efter en fredag, hvor det danske eliteindeks endte 0,9 pct. højere i 1706,57.
I bunden af indekset ligger Ørsted, der sendes ned med 1,7 pct. til 1329 kr.
Finanshuset Goldman Sachs har set nærmere på Ørsted, hvilket har ført til et løft af kursmålet til 1500 kr. fra 1170 kr., viser data fra Bloomberg.
Det nye kursmål indikerer et positivt potentiale på knap 11 pct. i forhold til lukkekursen fredag, hvor Ørsted endte i 1351 kr., efter et fald på 0,3 pct.
Goldman Sachs har fortsat en købsanbefaling på aktien.
Også NKT har fået hævet sit kursmål. Det er J.P. Morgan, der har hævet kursmålet til 235 kr. fra 150 kr. og samtidig fastholdt anbefalingen til "neutral", skriver Bloomberg News.
Gennem de seneste måneder er NKT-aktien steget markant og lukkede fredag 1,5 pct. højere i 292,40 kr.
I den tidlige handel mandag sendes NKT-aktien ned med 1,2 pct. til 289 kr.
Omvendt ser det ud for Alm. Brand, der har fået sænket sit kursmål med 9 pct. til 81 kr. fra 89 kr., af finanshuset SEB Equities, fremgår det af data fra Bloomberg.
Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Per Grønborg. Det nye kursmål indikerer et potentiale på knap 10 pct. i forhold til lukkekursen fredag i 74 kr., hvor Alm. Brand-aktien endte 1,1 pct. lavere.
Mandag morgen falder aktien med 0,7 pct. og starter dermed ugen i 73,50 kr.
SEB har haft en købsanbefaling af aktien i Alm. Brand siden maj 2018, da kursen på aktien lå i 55,27 kr.
Der kan i løbet af mandagen komme fokus på GN Store Nord, som mandag deltager i J.P. Morgans årlige medicinalkonference, der går under navnet J.P. Healthcare Conference.
Konferencen starter mandag og slutter torsdag, og som følge af coronapandemien er den i år virtuel med præsentationer fra dusinvis medicinal-, biotek og medicoselskaber.
GN Store Nord-aktien starter dagen 0,6 pct. lavere i 472,50 kr. efter et dyk på 0,2 pct. fredag.
Den seneste månedsstatistik viste fredag, at GN tabte markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.
Derimod steg markedsandelen for Demants brand Oticon. Demant-aktien dykker mandag morgen med 0,3 pct. til 228,60 kr.
Tirsdag skal Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen tale på J.P. Morgan-konferencen og onsdag er det Genmabs administrerende direktør Jan van de Winkel, der skal præsentere det, selskabet selv kalder en selskabsopdatering.
Flyselskabet SAS kommer fra start med et kursfald på 1,5 pct. til 1,28 kr.
Fredag skrev erhvervsmediet Finans, at SAS nu skal vurdere sit trafikprogram i kølvandet af nye anbefalinger fra Udenrigsministeriet, som fraråder alle rejser til udlandet.
Det er reelt en nedlukning af flytrafikken, der i forvejen lider under lav efterspørgsel, da anbefalingen også omfatter erhvervsrejser, og det har fået SAS til at vurdere sit trafikprogram.
- Vi har allerede nu af naturlige årsager lav efterspørgsel på flyrejser. De nye restriktioner påvirker alle rejser og al trafik, og det indebærer naturligvis endnu et fald i rejselysten. Vi gør vores yderste for at opretholde en infrastruktur, så længe det er muligt, og vurderer kontinuerligt vores trafikprogram, skrev Alexandre Lindgren Kaoukji, fungerende pressechef for SAS i Danmark, til Finans, fredag.








