Aktier/middag: Trods rekord til Mærsk halter eliteindeks bagefter
Mærsk-aktierne ligger på rekordniveau, men det er ikke nok til at hive eliteindekset C25 op af dyndet - og mandag middag vinker markedet farvel til sidste uges rekordridt og sender eliteindekset ned med 0,6 pct. til 1696,2 efter fredagens lukkerekord på 1706,57.
Mærsks B-aktie stiger med 0,2 pct. til 14.500 kr., og det er nok til at slå rekorden fra den 8. januar på 14.465 kr.
Helt i bunden ligger Vestas og Ørsted og tumler rundt efter rekorder i kurserne i sidste uge.
- Der er en lidt trist stemning i dag, men jeg ser ikke noget dramatik i det, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.
- Jeg ser det nærmere som et lille pusterum efter rekorder i sidste uge. Og vi kan da også se, at de grønne aktier, der kørte rigtigt godt i sidste uge, er dem hvor der bliver taget lidt gevinster hjem i dag, siger han.
Martin Munk påpeger, at der ikke er meget nyt mandag at komme efter:
- I sidste uge var det Bidens ekstra stimulus, der fik markederne til at køre op. I denne uge er det så den amerikanske regnskabssæson, der skydes i gang. Og det kan påvirke markederne, vurderer han.
I bunden af indekset ligger Ørsted, der sendes ned med 2,3 pct. til 1321 kr.
Finanshuset Goldman Sachs har set nærmere på Ørsted, hvilket har ført til et løft af kursmålet til 1500 kr. fra 1170 kr., viser data fra Bloomberg News.
Goldman Sachs har fortsat en købsanbefaling på aktien.
Også analytikerne hos Bank of America - Merrill Lynch har gransket Ørsted, og det giver en sænket anbefalingen af aktien til "underperform", skriver Reuters.
Vestas holder Ørsted ved følgeskab og falder 2,1 pct. til 1526 kr.
Begge aktier er dog allerede steget med over 6 pct. i år.
Lundbeck ligger med i toppen og stiger med 2,6 pct. til 211,40 kr. Selskabet har fået aktien set efter af den schweiziske storbank UBS, der har sænket sit kursmål for aktien til 315 kr. fra 335 kr, skriver Reuters.
Den britiske Coloplast-konkurrent Smith & Nephew venter, at den underliggende omsætning vil være faldet med cirka 7 pct. i fjerde kvartal, oplyser selskabet mandag morgen.
Salget er ifølge det britiske medicoselskab påvirket af et øget antal smittede fra midten af oktober og fremad. Af interesse for Coloplast-investorerne er det dog lidt betryggende at høre, at avanceret sårpleje samt Truma-forretningen er forblevet mere modstandsdygtige.
Coloplast falder 0,4 pct. mandag middag til 911,60 kr.
Der kan i løbet af mandagen komme fokus på GN Store Nord, som mandag deltager i J.P. Morgans årlige medicinalkonference, der går under navnet J.P. Healthcare Conference.
Konferencen starter mandag og slutter torsdag, og som følge af coronapandemien er den i år virtuel med præsentationer fra dusinvis medicinal-, biotek og medicoselskaber.
GN-aktien falder 1,9 pct. til 466,60 kr.
Tirsdag skal Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen tale på J.P. Morgan-konferencen, og onsdag er det Genmabs administrerende direktør, Jan van de Winkel, der skal præsentere det, selskabet selv kalder en selskabsopdatering.
Blandt sidepapirerne falder flyselskabet SAS 2,1 pct. til 1,27 kr. En verden i rødt med massive rejserestriktioner rammer - og fredag skrev erhvervsmediet Finans, at SAS nu skal vurdere sit trafikprogram i kølvandet af de nye anbefalinger fra Udenrigsministeriet.
Modsat stiger Bang og Olufsen med 5,1 pct. til 38,20 kr., hvilket sker op til, at selskabet kommer med tal for andet kvartal tirsdag. B&O venter i 2020/21 en omsætning i niveauet 2,3 til 2,5 mia. kr. samt et driftsresultat, EBIT, før særlige poster på minus 50 til plus 25 mio. kr.
Aktien er steget med 13,9 pct. i år.
NKT har fået hævet sit kursmål af J.P. Morgan til 235 kr. fra 150 kr. og samtidig fastholdt anbefalingen til "neutral", skriver Bloomberg News.
Mandag middag sendes NKT-aktien ned med 2,7 pct. til 284,40 kr.
Alm. Brand har efter sidste uges udbytteudlodning fået sænket sit kursmål med 9 pct. til 81 kr. fra 89 kr. af finanshuset SEB Equities, fremgår det af data fra Bloomberg. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".
Alm. Brand sendte i sidste uge 8 kr. i ekstraordinært udbytte afsted til sine aktionærer, som udgjorde provenuet fra salget af koncernens bankdel til Sydbank.
SEB har haft en købsanbefaling af aktien i Alm. Brand siden maj 2018, da kursen på aktien lå i 55,27 kr.
En aktie i Alm. Brand falder 1 pct. til 73,30 kr. mandag middag.





