Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Mærsk i toppen af presset eliteindeks - Flugger stiger

Aktier
/ritzau/FINANS

Flügger, der er kendt for maling i alle farver og til mange formål stiger markant torsdag morgen inden regnskabsaflæggelse. Malerselskabet rider højt på gør-det-selv bølgen i forbindelse med nedlukningerne for at hindre coronasmitte.

Novo Nordisk holder generalforsamling torsdag, hvor et eventuelt udbytte skal vedtages. Sker det, fragår det fredag.

Samlet falder eliteindekset, C25, med 0,8 pct. til 1607,0 efter et fald onsdag på 1,3 pct.

Flügger kommer med regnskab, der dækker tredje kvartal 2020/21. Og det kan blive behagelig læsning for investorerne, da coronanedlukningerne har fået salget til at stige markant på gør-det-selv bølgen.

Faktisk kom selskabet allerede den 10. februar med den fjerde opjustering i dette regnskabsår. Og Flügger venter en omsætning på 2100 til 2150 mio. kr. i 2020/21, en indtjening på driften på 215-235 mio. kr. og en EBIT-margin på 10-11 pct.

Torsdagstiger aktien 8 pct. til 745 kr.

Der kommer også regnskaber fra blandt andet Boliga, Agat og Greenmobility torsdag.

Novo Nordisk holder generalforsamling, hvor der blandt andet skal tages stilling til forslaget om en udbytteudlodning på 5,85 kr. per aktie. Bliver det vedtaget, vil aktien fra og med fredag blive handlet uden retten til det pågældende udbytte og udløse en lille udbyttefest i milliardklassen til aktionærerne.

Novo-aktien falder torsdag morgen med 0,1 pct. til 421,65 kr.

Også blandt C25'erne har A.P. Møller-Mærsk får løftet sit kursmål med 500 kr. til 16.500 kr. af finanshuset Jefferies, der blandt andet henviser til, at fragtraterne har været modstandsdygtige efter det kinesiske nytår.

Det skriver finanshuset i en dugfrisk analyse.

Jefferies venter et exceptionelt første kvartal for Mærsk med en EBITDA-indtjening, der vil blive på 4,2 mia. dollar, hvilket er 1,5 mia. dollar større end rekorden i fjerde kvartal sidste år.

Finanshuset venter dog, at indtjeningen vil toppe i første kvartal.

Onsdag faldt A-aktien i Mærsk 2,1 pct. til 12.830 kr. svarende til 280 kr. Imidlertid blev aktien handlet eksklusive retten til et udbytte på 330 kr.

Torsdag morgen stiger B-aktien til toppen af C25 med et plus på 0,2 pct. til 13.655 kr.

I bunden ligger Bavarian Nordic med et fald på 2,5 pct. til 297 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Blandt sidepapirerne vil Vestjysk Bank helt naturligt også tage sin del af opmærksomheden, efter at den onsdag endte helt i toppen af samtlige aktier på fondsbørsen i København. Den markante stigning på 22,3 pct. til 3,42 kr. kom efter et købstilbud fra Arbejdernes Landsbank.

Torsdag morgen er pilen dog vendt rundt, og aktien falder 0,2 pct. til 3,42 kr.

Også Nordic Shipholding, der falder 2,9 pct. til 0,33, får negativ fokus, efter at selskabet onsdag aften kom med regnskab for 2020, som bød på et nettounderskud på 16,5 mio. dollar efter store nedskrivninger på skibe. Dermed er selskabets egenkapital - ganske som det også blev oplyst tirsdag - tabt.

Regnskabet fra Firstfarms viser i 2020 en faldende omsætning falde, mens bundlinjen landende en smule bedre end i 2019.

Det fremgår at selskabets årsregnskab, hvori Firstfarms samtidig har udstukket forventningerne til 2021. Her ventes et EBTIDA-resultat på niveau med 2020.

Selskabet fremhæver, at året bød på vanskelige markedsvilkår med blandet andet tørke, lave svinepriser og ikke mindst afledte effekter af coronapandemien.

Aktien dropper 2,1 pct. til 66,40 kr. i de første handler torsdag morgen.

Kursmålet er blevet løftet for Nordea af det norske finanshus DNB til 104 svenske kr. fra 96 svenske kr. I dansk regning svarer til et løft til 76,03 kr. fra 70,44 kr. Anbefalingen fastholdes i samme omgang på "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Nordea falder 0,3 pct. til 62,38 kr.

Tilbage i eliteindekset har GN fået verdens største kapitalforvalter, amerikanske Blackrock, som storaktionær med en ejerandel på mere end 5 pct. af aktiekapitalen. Det fremgår af en meddelelse onsdag aften.

GN går 1,3 pct. tilbage til 481,90 kr.

Og så er der konkurrentnyt til Vestas, der falder 1,1 pct. til 1119,50 kr.

Tyske Nordex har fået en ordre på 96 megawatt - MW - i det nordlige Mexico, skriver selskabet i en meddelelse torsdag morgen.

Og fra grønsværen er fodboldklubben Aalborg Boldspilklub, AaB, kommet med en nedjustering, da en slutplacering uden for top-6 i 3F Superligaen samt forlængede coronarestriktioner presser.

Selskabet venter nu et underskud for 2021 på 8-13 mio. kr. mod en tidligere forventning om et underskud på 2-5 mio. kr., oplyser klubben i en børsmeddelelse torsdag morgen.

Aktien stiger 0,5 pct. til 40,20 kr.