Fortsæt til indhold

Europa/aktier: Optimisme løfter Stoxx 600 i rekordniveau

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktier ligger torsdag middag rekordhøjt målt på Stoxx 600-indekset, som ved 12.30-tiden ligger 0,3 pct. højre i 435,77.

I Frankfurt har DAX-indekset ved middagstid dog ramt negativt terræn med et fald på 0,1 pct., mens de ledende indeks i Paris og London stiger henholdsvis 0,4 og 0,3 pct.

I København klarer C25-indekset sig noget bedre med et plus på 1,4 pct.

- Det ser godt ud, da evalueringerne (prissætningen af aktierne, red) i Europa er meget lavere end i USA. Så der er potentielt mere opadrettet potentiale, siger Michael Hewson, chefmarkedsanalytiker hos CMC Markets, ifølge Reuters.

- Med hensyn til økonomisk genåbning er der i øjeblikket tilstrækkelig optimisme indbygget til at drive markederne en hel del højere herfra, og Federal Reserve har gentaget, at det vil forblive på vent i et stykke tid, tilføjer Hewson.

Han henviser med sidstnævnte til udsigten til mere genåbning i Storbritannien - og i forhold til Federal Reserve til onsdagens referat fra det seneste rentemøde i USA.

I Stoxx 600 klarer sundhedsaktierne sig bedst med en sektorstigning på 1,1 pct., mens energi og finans ligger til fald på henholdsvis 0,3 pct. og 1,0 pct.

Den britiske onlineshop Asos, der har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen som storaktionær, havde stærk vækst i første halvdel af det skæve regnskabsår, efter at nedlukkede butikker under coronapandemien har fået flere til at handle online.

Asos, der sælger tøj, sko og skønhedsprodukter, øgede i første halvår salget til 1,98 mia. pund fra 1,60 mia. pund, hvilket var en spids over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 1,95 mia. pund.

Efter en initial stigning torsdag morgen er aktien siden vendt rundt til et fald ved middagstid på 2,3 pct.

Til gengæld stiger ligeledes britiske Johnson Matthey med 3,2 pct. efter en handelsopdatering, hvor selskabets prognose for indtjeningen overstiger analytikernes forventninger, og gælden ligeledes ventes nedbragt hurtigere end ventet.

Selskabet, der arbejder med specialkemikalier og bæredygtige teknologier, fortæller også, at det overvejer de strategiske muligheder for sin sundhedsdivision. Et muligt frasalg kan løbe op i 2 mia. pund, estimerer en analytiker fra Jefferies over for Bloomberg News.