Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Nedtur på nedtur - alle markeder gik i rødt

I Europa var der store tæsk til en af mange danske privataktionærers favoritaktie, svenske Fingerprint Cards.

Aktier

En virkelig dårlig dag på kontoret. Sådan har langt de fleste aktionærer nok haft det i dag, hvor alle verdens ledende aktieindeks gik i minus. I USA kunne S&P 500 således notere det største fald på én dag siden oktober 2016.

Det er ifølge de amerikanske medier særligt torsdagens afstemning om en tilbagerulning af den store sundhedsplan Obamacare, der der giver investorerne dybe panderynker. S&P 500 faldt 1,24 pct. Dow Jones faldt 1,14 pct., mens Nasdaq endte dagen med et fald på hele 1,83 pct.

Problemerne med sundhedsreformen, hvis det ender med at give de frygtede problemer, får nemlig ifølge bl.a. Reuters og CNBC til at frygte for en udskydelse af de længe ventede skattereformer i USA, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har tænkt sig at gennemføre.

I Europa tog svenske Fingerprint Cards i den grad overskrifter, da selskabet sendte et skuffende regnskab på gaden. Selskabet oplyste selv, at man ikke længere kunne bekræfte sin tidligere udmelding om omsætningen og overskudsgraden i 2017. Aktien faldt med enorme 32 pct.

Det paneuropæiske indeks Stoxx 600 faldt med 0,5 pct. I London faldt FTSE 100-indekset 0,7 pct., CAC 40-indekset i Paris med 0,2 pct., mens det tyske DAX-indeks lukkede 0,8 pct. lavere.

I Danmark var der også røde tal. Det ledende C20-indeks faldt 1,1 pct., og det skyldtes ikke mindst en skidt dag for bl.a. bankerne. Aktien i Danske Bank faldt 2,2 pct., og Jyske Bank faldt 1,9 pct. til 363,50 kr., mens de europæiske finansaktier ifølge Ritzau Finans på sektorbasis blot faldt 0,2 pct.

Mærsks A-aktien sluttede tirsdag helt i bunden af C20 med et fald på 3,3 pct., hvilket hovedsageligt skyldtes et brat fald i olieprisen.

Artiklens emner
Danske Bank
A.P. Møller - Mærsk