Markedsrapport: Wall Street endte i rødt - det samme gjorde United Airlines
Alle tre toneangivende amerikanske indeks sluttede tirsdagen i rødt.
Alle de tre toneangivende amerikanske indeks lukkede tirsdagen med røde tal.
Dow Jones faldt med 0,03 pct. til 20.661,30, mens S&P 500 faldt med 0,14 pct. til 2.353,78.
Hårdest ramt blev Nasdaq Composite-indekset, der lukkede tirsdagen med et fald på 0,24 pct. til 5.866,77.
En aktie, der også kunne notere blodrøde tal, var United Airlines-aktien.
Efter over et døgns massiv shitstorm på de sociale medier, blev flyselskabet også straffet af investorerne.
Episoden startede, da flyselskabet som følge af en overbooking valgte at smide fire passagerer af en amerikansk indenrigsflyvning.
De fire passagerer ville dog ikke forlade flyet, som de havde købt billet til, og i stedet blev de flået ud af deres sæder af tilkaldte vagter.
Billeder af en mandlig passager med blodet flydende fra munden fandt hurtigt vej til de sociale medier, og så begyndte internettet at koge.
I løbet af tirsdagen styrtdykkede aktien, men sidst på dagen fik United Airlines-aktien dog rettet sig en smule op. Dog kunne United Airlines stadig notere et fald på 1,1 pct., da handlen lukkede.
På den hjemlige scene endte tirsdagen med et fald for C20 Cap-indekset på 0,02 pct. til 1085,48.
Dagens højdespringer blev GN Store Nord-aktien, der lukkede tirsdagen med en stigning på 1,06 pct. i 161,50.
Også Pandora og Vestas kunne notere en fin dag. Pandora lukkede med en stigning på 0,75 pct. til 471,00 og Vestas sluttede i 574,00 - en stigning på 0,70 pct. i forhold til åbningstidspunktet.
Værst klarede Jyske Bank og Danske Bank sig. De to bankaktier lukkede med et fald på henholdsvis 0,77 pct. og 0,76 pct.
Jyske Bank sluttede i 349,10 og Danske Bank lukkede i 233,60.
På de europæiske markeder var det en blandet dag. FTSE 100-indekset i London steg med 0,3 pct., mens det tyske DAX-indeks i Frankfurt faldt med 0,5 pct.
Der var også røde tal i Paris, hvor CAC 40-indeks faldt med 0,1 pct.

