Markedsberetning: Vindstille dag i USA trods store Trump-planer
Præsident Donald Trumps vilde skatteplaner var allerede indregnet i aktiekurser, og en officiel stadfæstelse gav ikke yderligere kursløft.
Planerne om de største skattelettelser i USA's historie havde ingen effekt på aktiekurserne i USA. Sandsynligvis fordi forventningerne allerede er kæmpestore og præsident Donald Trumps store skattelettelser og deres effekt ligeså er indregnet allerede.
Og så kunne man se de vilde planer blive lanceret i Det Hvide Hus af finansminister Steven Mnuchin uden at det fik investorerne til at rynke brynene af den grund.
I stedet endte det hele med at stå nærmest stille og faktisk til den negative side med marginale kursfald på 0,1 pct. i de tre toneangivende USA-indeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq.
Det kan formentlig læses som et udtryk for, at investorerne savner svar på, hvordan den storstilede reform skal finansieres, som sådan en jo skal, og tillige er der fortsat usikkerhed om, hvorvidt Republikanerne faktisk kan blive enige om, hvordan planen skal føres ud i livet.
Også i Europa blev det en stille dag, idet eliteindeksene i Tyskland, Frankrig og Storbritannien alle holdt sig meget beskedne stigninger på maksimalt 0,2 pct.
I Danmark var det derimod endnu en festdag for tredje dag i træk og tredje dag i træk med rekord for C20-indekset bl.a. trukket op af en god dag for regnskabsaktuelle Novozymes, der viste en flot start på året.

