Markedsrapport: Apple ramt af den længste nedtur i 18 år
Vestas måtte mandag slås med rygter om, at direktør Anders Runevad er på vej væk, mens Apple-aktien faldt for ottende dag i træk.
Det blev en blandet dag på aktiemarkederne verden rundt, uden en global strømpil, men med lokal bølgegang.
I Danmark blev Vestas trukket ned af et rygte om, at direktør Anders Runevad er med i opløbet om at overtage pladsen som direktør for den svenske teleudstyrsgigant Ericsson. Historien fra den svenske avis Dagens Industri sendte Vestas-kursen ned med 2,67 pct. i løbet af dagen. Da også Mærsk-aktierne begge faldt med over to procent, endte C20 Cap-indekset med en samlet nedtur på 0,33 pct. Dagens højdespringer blev Novozymes med en stigning på 1,67 pct.
Nedtur var der også hos den ellers tidligere så ombejlede Apple-aktie. Et lille fald på 0,11 pct. til 93,64 blev historisk, da det var ottende dag i træk, at aktien tabte værdi. Den udvikling er ikke set hos Apple siden 1998. Selskabet tjener stadig milliarder af dollars, men afleverede et skuffende regnskab i sidste uge, hvilket fik den højtprofilerede investor Carl Icahn til at sælge alle sine Apple-aktier.
Generelt gik de amerikanske børser dog i grønt, med Dow Jones-indekset 0,66 pct. op, S&P 500 oppe med 0,78 pct. og Nasdaq som duksedreng med en stigning på 0,88 pct.
I Europa var det Tyskland, som havde den bedste dagsform. Her steg DAX-indekset med 0,8 pct. i løbet af mandagen, primært hjulpet af forsikringskoncernen Allianz, der kom med pæne tal for årets første kvartal: Et overskud på 16,4 mia. kr., langt over forventningen på 11,5 mia. kr.
På oliemarkedet var der igen dårligt nyt, hvis man altså er olieproducent og ikke forbruger. Prisen for en tønde Brent-olie faldt med tre procent til 45,87 dollar, og dermed fortsætter de seneste dages faldende tendens. Siden det store lavpunkt midt i januar, hvor en tønde kom under 30 dollar, har priserne ellers bevæget sig op. Men nye tal viser, at den globale produktion af olie i april nærmer sig rekordniveau, melder Reuters.



