Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Skuffende PMI-tal er med til at holde renter nede

Obligationer
/ritzau/FINANS

De danske statsrenter faldt lidt fra åbningen mandag og fik kortvarigt et yderligere pres nedad efter offentliggørelse af et skuffende PMI-indeks for fremstillingsindustrien i eurozonen.

- Det store billede er af en økonomi, der viser en vis stabilisering i aktiviteten, men dagens fald i PMI for fremstillingsindustrien er endnu en nyttig påmindelse om, at blokkens fremstillingssektor langt fra er i smult vande, skriver økonom Nicola Nobile fra Oxford Economics i et notat ifølge Reuters.

Ved middagstid ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation dog fortsat 1 basispoint lavere end fredag i minus 0,26 pct., hvilket også var niveauet umiddelbart efter åbningen mandag morgen.

PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid til fremstillingsindustrien i euroområdet viste mandag formiddag et uventet fald i december.

En foreløbig opgørelse fra Markit og BME viste et fald i indekset for fremstillingsindustrien til 45,9, hvor økonomerne regnede med en stigning til 47,3 fra 46,9 i november.

For servicesektoren steg PMI'en til 52,4 fra indeks 51,9 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en fremgang til indeksværdi på 52,0.

Det overordnede indeks blev fastholdt på 50,6, hvor der var forudset en stigning til 50,7 fra 50,6 i november.

Et indeks over 50 indikerer, at flertallet forventer fremgang, mens en aflæsning under 50 indikerer tilbagegang for sektoren.

Dataene flugter ifølge Nicola Nobiles vurdering med forventninger om en vækst i regionen på kun 0,1 pct. i fjerde kvartal.

- Mens der er nogle foreløbige tegn på forbedringer i nye ordrer, så aftager arbejdsmarkedet i euroområdet, hvor jobskabelsen næsten er stoppet op på det laveste niveau i over fem år, skriver Nicola Nobile endvidere.

I eftermiddag klokken 15.45 kommer der også foreløbige PMI-tal fra USA. Her ventes indekset for fremstillingssektoren at blive opgjort til 52,6, hvilket i givet fald er uændret i forhold til måneden før.

Det marginale rentefald herhjemme og på markederne omkring os sker trods positive aktiemarkeder i Europa efter sidste uges store politiske begivenheder - med den klare valgsejr til de konservative i Storbritannien og meldinger om en færdig fase 1-aftale på handelsområdet mellem USA og Kina.

For handelsaftalen er der stadig en del usikkerhed om det reelle indhold, og på brexit-området er der fortsat meget, der skal gøres, selv om vejen til en endelig udtræden i slutningen af januar nu synes klar. Det er med til at holde investorerne lidt tilbage.