Tirsdagens obligationer: Rentestigning med fokus på corona i Italien
Renten på den toneangivende danske statsobligation lukkede tirsdag i minus 0,23 pct, hvilket var cirka 7 basispoint højere end niveauet ved børslukningen mandag.
Den tiårige danske statsobligationsrente sluttede 2019 i minus 0,16 pct., og den nåede i starten af marts et lavpunkt i minus 0,81 pct. og et højdepunkt i minus 0,05 pct. i slutningen af marts.
Aktiemarkederne er tirsdag godt kørende, hvor tegn på en stabilisering i coronavirusudbruddet i Italien samt bedre end ventede PMI-erhvervstillidstal fra Kina var med til at løfte stemningen.
En fornyet tro på fremtiden kan være med til at drive folk væk fra de mere sikre fastforrentede papirer til de mere usikre cykliske aktier, og salget af obligationer løfter renterne.
Den tyske arbejdsløshed viste tirsdag formiddag en uændret udvikling i marts, og dermed udviklede den sig bedre end ventet i forhold til estimatet indsamlet af Bloomberg.
De europæiske forbrugerpriser steg med 0,7 pct. i marts sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed steg priserne mindre end ventet, idet økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde estimeret en stigning på 0,8 pct.
Det er den laveste inflation i fem måneder, og nedturen er drevet af kollapset i oliepriserne.
Den Europæiske Centralbank, ECB, bruger blandt andet forbrugerpriserne til at styre sin politik efter, og en lavere end ventet inflation kan dermed betyde, at centralbanken skal føre en mere lempelig politik for at nå inflationsmålet på 2 pct.
Der kom tirsdag også bedre end frygtede tal fra USA.
Eftermiddagens tal for den amerikanske forbrugertillid viste en bedre end ventet udvikling, selvom den faldt til 120,0 fra 132,6. Analytikerne havde ventet et fald til 110,0.
Indkøbschefernes aktivitetsindeks i Chicago-regionen, Chicago PMI, udviklede sig med et indeks på 47,8 bedre end ventet i marts.
Markedet havde ifølge Bloomberg News havde ventet et fald til indeks 40,0 fra 49,0 i februar.

