Onsdagens obligationer: Marginalt rentefald på stor nøgletalsdag
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte onsdag med et mindre fald på 1 basispoint i minus 0,24 pct., efter en dag hvor den blev handlet i spændet mellem minus 0,28 og minus 0,22 pct.
Den seneste tid har markedet haft fokus på udviklingen i den globale spredning af den nye type coronavirus, Covid-19, og regeringer og centralbanker verden over har indført tiltag for at afdæmpe de økonomiske konsekvenser.
Onsdag vurderede Nationalbanken i en ny analyse, at den danske økonomi kan skrumpe 3-10 pct. på grund af virusudbruddet, som har kostet virksomheder store summer af penge og sendt mange ud i arbejdsløshed.
Foruden eventuelle udmeldinger omkring coronavirusudbruddet kunne investorerne onsdag finde input til handlen i et par vigtige nøgletal fra USA, der begge landede bedre end frygtet.
ADP’s beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked viste et fald på 27.000 job i marts. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald på 150.000 job efter en stigning på 179.000 måneden inden.
ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked ses som en forløber for fredagens officielle jobrapport.
De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i industrien, ISM, var også bedre end ventet i marts. Økonomerne ventede ifølge Bloomberg News et fald til 44,5 fra 50,1 i februar, men indekset faldt kun til 49,1.
- Vi venter en noget mere barsk realitet, når vi ser de kommende ISM-rapporter, vurderer Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en skriftlig kommentar.
Faldet skyldes ifølge økonomen udbruddet af coronavirus, som har betydet hjemsendelser og fabrikslukninger.
Han vurderer, at der er større fald i vente, da USA først lukkede ned i anden halvdel af marts, hvorfor kun en del af nedlukningen afspejles i onsdagens indeks.
/ritzau/FINANS