Obligationer/åbning: Forventet rentestigning slår igennem fra start
Som ventet stiger renterne på de danske statspapirer fra obligationsmarkedets åbning mandag.
Den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger kl. 9.00 med en rente på minus 0,16 pct.
Det er 4 basispoint højere end da markedet lukkede fredag.
Handlen ventes at være stærkt begrænset mandag, idet påsken traditionelt lægger en dæmper på aktiviteten på de finansielle markeder.
Og der er samtidig ikke meget at hægte handlen op på mandag, hvor nøgletalskalenderen er yderst sparsom, når det gælder offentliggørelser.
Tyske fabriksordrer viste en bedre udvikling end ventet i februar, mens den danske industriproduktion, der offentliggøres senere på dagen, er eneste punkt på dagsordenen.
- Dagens nøgletalskalender er forholdsvis begivenhedsløs, og den generelle stemning på de finansielle markeder vil derfor efter alt at dømme diktere dagens renteudvikling, skriver skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar mandag morgen.
/ritzau/FINANS