Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Rentestigning med fokus på nøgletal og EU

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation åbner torsdag med en stigning på 4 basispoint til minus 0,14 pct., og dermed fortsætter fremgangen efter onsdagens stigning på 4 basispoint.

Rentestigningen kommer samtidig med, at renten i Italien falder, idet ECB vil acceptere nogle junk-obligationer som sikkerhed for lån til banker. Det kan hjælpe Italien, der i de kommende måneder kan få sænket sin kreditværdighed.

Investorerne vil torsdag have fokus på en byge af økonomiske nøgletal samt et videomøde blandt EU’s ledere.

Torsdag har allerede budt på den tyske forbrugertillid, der udviklede sig markant svagere end ventet i maj. Indekset faldt til minus 23,4 fra 2,7 i april

Det viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.

Økonomerne havde ventet et indeks på minus 1,8 ifølge Bloomberg News.

Markedsdeltagerne kan torsdag få inspiration fra en række PMI-erhvervstillidsnøgletal, hvor der i løbet af formiddagen kommer foreløbige erhvervstillidstal fra blandt andet Tyskland og eurozonen.

- Vi venter, at de europæiske PMI’ere vil aftage en spids yderligere i april. Det vil indikere, at væksttempoet i april var endnu lavere end i marts, der i forvejen var historisk lavt, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel, der vurderer, at renterne kan blive presset lidt op og euroen styrket, hvis de viser fremgang.

Torsdag eftermiddag rettes opmærksomheden mod den foreløbige opgørelse over PMI-erhvervstilliden for USA, hvor der især ventes et tilbageslag i servicesektoren.

- Hovedparten af de amerikanske fyringer er sket i servicesektoren, og da mange amerikanere lever fra lønseddel til lønseddel, vil det sætte sig hårdt i forbruget. Et mindre fald i PMI-indeksene end ventet, kan presse renterne op, skriver Sydbanks makroanalytiker.

Længden på den amerikanske arbejdsløshedskø kommer også i fokus med opgørelsen over nytilmeldte ledige, hvor 22 mio. amerikanere har stillet sig i køen over de seneste fire uger.

Sidste uges opgørelse viste et fald i stigningstakten til 5,2 mio. nytilmeldte ledige mod knap 7 mio. i de to foregående uger.

- Vi venter, at ledigheden vil stige med omkring 4 mio. i uge 16, men usikkerheden er stadig stor. En lavere stigning i ledigheden, end vi venter, kan presse obligationsrenterne op og sprede optimisme på aktiemarkederne, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Opmærksomheden vil også være på et videomøde mellem EU’s ledere, hvor der skal diskuteres finansministrenes forslag om fælles euroobligationer samt planer om en genopretningsfond.

- Hvis EU kommer tættere på at udstede euroobligationer, vil det styrke euro og presse de sydeuropæiske renter ned, skriver Sydbanks makroanalytiker.