Obligationer/middag: Rolige renter før imødesete centralbankmeldinger
De danske statsrenter gør ikke meget væsen af sig tirsdag, hvor billedet fra lukketid mandag fortsat er frosset fast på handlerskærmene.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme er i minus 0,21 pct. - helt samme niveau som ved lukketid mandag.
Investorerne holder fast i sine positioner, inden der de kommende dage venter en række nyheder fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og fra Den Europæiske Centralbank.
Nøgletallene verden over er fortsat trykket kraftigt tilbage af coronakrisen, og derfor har investorerne opbygget forventninger til hjælp fra centralbankerne.
Tirsdag er der ikke så meget nyt at forholde sig til fra makrofronten. Sveriges nationalbank, Riksbanken, har ved sit rentemøde fastholdt sin ledende rente, men også udtrykt stor usikkerhed om, hvordan fremtiden vil udvikle sig.
Senere på dagen venter der desuden en opgørelse af de amerikanske engroslagre i marts og en temperaturmåling på forbrugertilliden i USA i april.
Her ventes der blandt økonomerne et massivt dyk til 87,0 fra 120 i marts, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

