Obligationer/åbning: Lille rentefald op til væksttal i USA
De danske obligationsrenter falder en anelse fra åbningen onsdag inden en lang stribe nøgletal fra såvel eurozonen som USA.
Et nøgletal skiller sig dog ud som dagens vigtigste. I USA offentliggøres ved 14.30-tiden den første opgørelse over den økonomiske vækst i første kvartal, hvor investorerne kan få et fingerpeg om, hvor hårdt økonomien er ramt af coronaeffekter.
Desuden offentliggør den amerikanske centralbank sin rentemeddelelse i aften efter dansk børslukketid. Her ventes ingen renteændringer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, men kommentarer om den økonomiske situation vil blive fulgt tæt.
Den tiårige danske rente indleder onsdag 1 basispoint lavere end tirsdag i minus 0,24 pct.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation handles tirsdag morgen i 0,60 pct. Det er 2 basispoint lavere end niveauet ved dansk børslukketid.
De amerikanske BNP-tal ventes at vise en negativ vækst på 4 pct. på årsbasis i første kvartal, viser Bloombergs estimater.
I Europa offentliggøres en række erhvervstillidsindikatorer. Industritilliden i eurozonen ventes at være faldet til minus 25 i april fra minus 10,8 i marts. Ligeledes ventes tilliden i servicesektoren at være faldet til minus 27 fra minus 2,2.
/ritzau/FINANS