Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Marginalt rentefald forud for byggenøgletal

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter tirsdagen med et fald på et basispoint til minus 0,34 pct.

Der er et par amerikanske nøgletal i kalenderen, som lander hen på eftermiddagen. Der er ikke nogen bemærkelsesværdige makroøkonomiske nyheder i vente, så investorerne ser frem til rentereferaterne fra den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank, som kommer senere på ugen.

Hen på eftermiddagen kommer et par nøgletal for USA, som kan spille ind på tirsdagens obligationsmarked. Det er tal for byggetilladelser i juli, hvor analytikerne forventer et tal på lidt over 1,3 mio. Det vil være en lille stigning fra tallet i juni, som endte i underkanten af 1,3 mio. byggetilladelser.

Dagens andet nøgletal er for påbegyndt byggeri i USA i juli, hvor analytikerne venter et tal på den gode side af 1,2 mio. Her er også tale om en lille stigning fra tallet i juni, som lå i underkanten af 1,2 mio.

Særligt nøgletallet for byggetilladelser kan ende med at få betydning for dagens obligationsmarked, mener Mathias Dollerup Sproegel.

- Vi vurderer, at byggetilladelserne i juli kan overraske ved at stige mere end investorernes forventninger. Hvis vi får ret, kan det give et behersket opadgående pres på renterne. Den generelle stemning på finansmarkederne vil dog efter alt at dømme være den primære drivkraft bag dagens renteudvikling, siger Mathias Dollerup Sproegel.

De to nøgletal fra USA kommer begge kl. 14:30 dansk tid.