Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Lille rentefald efter svage PMI-tal

Obligationer
/ritzau/FINANS

De danske statsrenter falder en smule i fredagens noget afventende marked, hvor aktierne ellers tager en lille stigning.

Aktiviteten er lav, da der mange steder i udlandet fortsat er ferie, og samtidig er kadencen på det danske marked faldet efter nogle regnskabstunge dage.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme falder fredag middag med 1 basispoint til minus 0,39 pct.

Det sker på en dag, hvor investorerne har masser af PMI-tal fra hele verden at forholde sig til.

Og de har overvejende vist sig skuffende, hvilket kan være med til at trykke renterne, fordi det får investorerne til at søge ly i den relative sikkerhed, som statspapirerne tilbyder.

I Japan viste PMI'erne sig fortsat underdrejede i de foreløbige opgørelser for august, hvor både servicesektoren, industrisektoren og det samlede indeks fortsat lå pænt under det neutrale niveau på 50.

TYSK SERVICESEKTOR TRYKKET I AUGUST

I Tyskland er PMI-tallene på den gode side af 50, men i den foreløbige opgørelse for august skuffede tallene samlet set efter et stort dyk i servicesektoren, hvor indekset blev opgjort til 50,8 mod ventet 55,2 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det kunne en lille positiv overraskelse i industridelen ikke gøre op for, og derfor faldt det samlede indeks til 53,7 fra 55,3 måneden før, mens økonomerne havde ventet et noget mindre fald til 55,0.

For eurozonen skuffede både service- og industridelen i PMI-tallene, og det samlede tal for august bakkede til 51,6 fra 54,9 i juli.

Her havde økonomerne ventet en lille stigning til 55,0.

Også i USA offentliggøres der fredag foreløbige PMI-tal for august, inden dagen rundes af med statistik for salget af eksisterende boliger i juli og en temperaturmåling på forbrugertilliden i eurozonen i august.