Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Renten trækker opad sammen med aktierne

Obligationer
/ritzau/FINANS

I takt med tiltagende positiv stemning på aktiemarkederne kryber de europæiske obligationsrenter opad. Ved middagstid mandag ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i minus 0,37 pct., som er 2 basispoint højere end ved lukketid fredag og 1 basispoint højere end ved åbningen af mandagens obligationshandel.

Tilsvarende stigninger ses i Frankrig og i Tyskland, mens rentestigningen i London er på det halve.

Udviklingen spejler en fremgang i de europæiske aktiemarkeder målt på det brede Stoxx 600-indeks på 1,7 pct. mandag middag. Ifølge Reuters kan den globale optimisme i aktiemarkedet tilskrives oplysninger fra USA's præsident, Donald Trump, om udvikling af et middel til behandling af coronapatienter, som reducerer antallet af dødsfald.

Mandag er nøgletalskalenderen til den fattige side, og der er ingen store makroøkonomiske begivenheder i vente.

Men tirsdag aften dansk tid vil chefen for den amerikanske centralbank i San Francisco, Mary C. Daly, holde tale. Hun har stemmeret i udvalget FOMC, som træffer beslutninger om blandt andet den amerikanske rente og pengemængde.

Derudover bliver det årlige centralbanksymposium afholdt næste uge i USA. Mødet bliver i år afholdt virtuelt og ikke fysisk i Jackson Hole som normalt.

Her vil Jerome Powell, topchef i den amerikanske centralbank, blandt andet tale om Federal Reserves gennemgang af sin værktøjskasse. Skulle han sige noget uventet, kan det give skvulp i obligationsmarkedet.