Obligationer/middag: Renterne stiger efter stærke tyske IFO-tal
De danske statsrenter stiger tirsdag middag, hvor stemningen omkring aktierne også er skiftet til let positiv, på en dag hvor C25-indekset ellers nærmest er delt på midten.
Aktiviteten er ikke overvældende, men investorerne synes fortsat at have en vis risikovillighed med på arbejde, hvilket sender kurserne på obligationerne ned og renterne op.
Med til at trække op er også en positiv opgørelse af det tyske erhvervstillidsindeks IFO, der steg mere end ventet i august.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme stiger med 4 basispoint til minus 0,34 pct.
I Tyskland steg IFO-indekset til 92,6 i august fra 90,4 måneden før. Der var blandt økonomerne ventet en fremgang til 92,1, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Tallet dækker over en bedre end ventet vurdering af den nuværende situation og et forventningsindeks, som endte lidt under det ventede.
Samtidig viste væksttal fra Tyskland tidligere på tirsdagen også et lidt mindre dyk i bruttonationalproduktet (BNP) i andet kvartal, end det tidligere var opgjort.
Senere på dagen kan investorerne hente inspiration i statistik for den amerikanske forbrugertillid, når der offentliggøres tal for august klokken 16 dansk tid.
Her venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en fremgang til 93,0 fra 92,6 i juli.
Samtidig lander der også statistik for salget af nye boliger i juli. Her ventes der et salg på 790.000 enheder mod 776.000 enheder måneden før.





