Obligationer/åbning: Flad renteudvikling med fokus på PCE-deflatoren
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er fredag åbnet uden nogen renteændring i minus 0,29 pct.
Hvis niveauet holdes helt til lukketid, så vil det være en ugentlig stigning på 10 basispoint i forhold lukkeniveauet i minus 0,39 pct. sidste fredag.
Den tyske forbruger er fredag morgen i fokus med opgørelsen for den tyske forbrugertillid, der udviklede sig svagere end ventet i september.
Indekset faldt til minus 1,8 i september fra minus 0,2 i august, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.
Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på 1,0 ifølge Bloomberg News.
Fredags hovedbegivenhed bliver eftermiddagens opgørelse over den amerikanske kerne PCE-inflation, der er centralbankens foretrukne inflationsmål.
For juli ventes en stigning til 1,2 pct. fra en stigning på 0,9 pct. i juni, og der er dermed fortsat et stykke op til centralbankens inflationsmål på 2 pct.
- Faktisk skal vi tilbage til december 2018 for at finde inflationen over 2. pct. Den lave inflation er et spejlbillede af, at den amerikanske økonomi er kommet ned i et lavere gear. Den deceleration har coronakrisen pustet yderligere til, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank.
Fredag eftermiddag leveres også økonomiske nøgletal fra USA over personlig indkomst og privatforbruget for juli samt PMI-erhvervstilliden fra Chicago for august.






