Obligationer/åbning: Rolig åbning forud for tyske nøgletal
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter mandagen med et fald på et basispoint til minus 0,31 pct.
Der er et par nøgletal i kalenderen, som kan ende med at sætte præg på dagens rentemarked. Først er der kommet danske arbejdsløshedstal for juli, hvor bruttoledigheden endte på 5,2 pct. Det er 0,2 procentpoint lavere end måneden før.
Derudover er der kommet danske BNP-tal for andet kvartal, som er gået tilbage med 6,9 pct. i sæsonkorrigerede tal i forhold til kvartalet før. Ifølge Danmarks Statistik er det største fald, siden opgørelsen af det kvartalsvise nationalregnskab begyndte.
Hen på eftermiddagen kommer en foreløbig opgørelse over de tyske forbrugerpriser i august, som kan få betydning for renten, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker ved Sydbank.
- Investorerne vil se frem mod de tyske inflationstal, der vil være et forvarsel om udviklingen i inflationen i eurozonen. Hvis inflationen stiger, kan det presse renterne lidt op, siger Mathias Dollerup Sprogel i en kommentar.
Tallet for de tyske forbrugerpriser i august ventes at stige med 0,1 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I juli faldt tallet med 0,1 pct.
De tyske tal for forbrugerpriserne kommer til eftermiddag klokken 14.00.
Ellers kan investorerne se frem mod eftermiddagen, hvor Richard H. Clarida, medlem af styrelsen i den amerikanske centralbank, vil holde tale.
Ligeledes vil Raphael W. Bostic, chef for den amerikanske centralbank i i Atlanta, også holde tale til eftermiddag dansk tid.





