Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Stille start før stribe af nøgletal

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter torsdagen i minus 0,36 pct., hvilket er samme niveau som ved lukningen af onsdag.

Markedet fastholder dermed umiddelbart rentefaldene fra onsdag, da den tiårige danske rente faldt fra minus 0,31 pct.

Der er en ordenlig omgang nøgletal i kalenderen, som kan sætte præg på markedet i løbet af dagen.

Blandt andet kommer der tal for detailsalget i eurozonen i juli, nytilmeldte ledige i USA i sidste uge og forsat ledige i uge 34, og tal for den amerikanske handelsbalance i juli.

Derudover kommer der både PMI- og ISM-tal for service i USA.

Særligt de amerikanske nøgletal for ledige kan få betydning for rentemarkedet, vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank.

- Udviklingen i nytilmeldte ledige og fortsat ledige vil igen være det store fokuspunkt for investorerne. En positiv overraskelse vil kunne presse renterne lidt op, skriver Kim Blindbæk i en morgenkommentar.

På den anden side af Atlanterhavet forventes antallet af nytilmeldte ledige i USA at ramme 950.000 i uge 35 mod 1.006.000 nye ledige ugen før ifølge analytikerestimater indsamlet af Bloomberg News.

For detailsalget i juli i eurozonen ventes en stigning på 1,0 pct. mod en stigning på 5,7 pct. måneden før.

For den amerikanske handelsbalance i juli ventes et underskud på 58 mia. dollar mod et underskud på 50,7 mia. i juni.

Investorerne kan desuden se frem til en række taler fra både Europa og USA.

Isabel Schnabel, bestyrelsesmedlem i den europæiske centralbank (ECB), holder tale i eftermiddag.

Derudover vil Charles L. Evans, chef for den amerikanske centralbank i Chicago, og Mary C. Daly, chef for den amerikanske centralbank i San Francisco, ligeledes være på talerstolen hen på aftenen.

Nøgletallene for detailsalget i Eurozonen lander klokken 11.00, mens de første amerikanske nøgletal lander klokken 14.30 dansk tid.