Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Støt står renten i en strøm af nøgletal

Obligationer
/ritzau/FINANS

Efter et kortvarigt, mindre dyk på 1 basispoint midt på formiddagen, er renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation torsdag middag tilbage i minus 0,36 pct., som er uændret i forhold til åbningsniveauet torsdag morgen og i forhold lukningen onsdag, da den tiårige danske rente faldt 5 basispoint.

Torsdag kan obligationshandlerne tage bestik af en positiv stemning blandt aktiekollegerne og af en strøm af nøgletal med hovedvægten på konjunkturindikatorer fra de globale økonomiske sværvægtere - Japan, Kina, Eurozonen og USA.

I Kina faldt serviceindekset, der er udarbejdet af Caixin/Markit Economics, til 54,0 i august fra 54,1 i juli mod et ventet faldt til 53,9 ifølge Bloomberg News.

I Japan lå PMI for servicesektoren uændret i 45,0 i august.

For eurozonen blev PMI-barometeret oprevideret i den endelige opgørelse for august til 51,9, hvor tallet i den første opgørelse var 51,6. Her havde økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg ventet en fastholdelse af det foreløbige tal.

Markedet har også fået friske data for detailsalget i eurozonen, som i juli faldt med 1,3 pct. i forhold til måneden før. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 1,0 pct.

Senere torsdag kommer der PMI-opgørelser fra USA og nye nøgletal for tilgangen af nytilmeldte ledige i sidste uge og for handelsbalancen i juli.

Det ventes ifølge Bloomberg News, at antallet af nytilmeldte ledige i USA vil ramme 950.000 i uge 35 mod 1.006.000 nye ledige ugen før. Og for den amerikanske handelsbalance ventes et underskud på 58 mia. dollar mod et underskud på 50,7 mia. dollar i juni.