Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Lille rentestigning forud for jobrapporten

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked er fredag åbnet med en lille rentestigning, mens investorernes fokus vil være rettet mod meldinger om det amerikanske arbejdsmarked samt nedturen på aktiemarkedet.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger fredag morgen med 1 basispoint til minus 0,37 pct. efter torsdagens fald på 2 basispoint. Til sammenligning lukkede renten sidste fredag i minus 0,31 pct.

Obligationsmarkederne kan fredag også blive påvirket af udsalget på aktiemarkedet, hvor torsdagens fald til det amerikanske Nasdaq-indeks blev på 5,0 pct.

En fortsættelse af nedturen kan få investorerne til at søge ly i obligationerne, hvilket kan give fortsatte rentefald.

Dagens helt store makroøkonomiske begivenhed bliver eftermiddagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport for august.

Det amerikanske arbejdsmarked hænger fortsat i bremsen efter forårets voldsomme dyk i beskæftigelsen, hvor flere end 22 mio. blev sendt ud af arbejdsmarkedet.

De seneste tre måneder har dog budt på vækst i beskæftigelsen, men der er stadig meget at indhente, idet der kun er skabt godt 9 mio. arbejdspladser.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News en jobskabelse uden for landbruget på 1,35 mio. i august efter en jobskabelse på 1,76 mio. måneden forinden, mens arbejdsløsheden ventes at blive reduceret til 9,8 pct. fra 10,2 pct.

- Hvis arbejdsmarkedsrapporten skuffer, kan det medføre globale aktiekurs- og rentefald, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat.

Fredag morgen er der kommet tal for fabriksordrerne i Tyskland, der steg med 2,8 pct. i juli sammenlignet med en stigning på 28,8 pct. i juni.

Det var for juli under økonomernes forventning om en stigning på 5,0 pct.