Obligationer/åbning: Lille rentestigning på amerikansk lukkedag
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter ugen med en stigning på et basispoint til minus 0,36 pct.
Den amerikanske børs holder lukket mandag på grund af Labor Day, som fejres hvert år på den første mandag i september.
Det betyder sædvanligvis en væsentligt lavere handelsaktivitet på finansmarkederne generelt i løbet af dagen, hvilket også kan blive tilfældet for obligationsmarkederne i Europa.
Nøgletalskalenderen er til den tynde side. Dog er der kommet nøgletal for både den danske og den tyske industriproduktion i juli.
Tallet for den tyske industriproduktion viste en stigning på 1,2 pct. i juli sammenlignet med måneden før. Det er en skuffelse i forhold til analytikernes forventning om en stigning på 4,5 pct. fra måneden før ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Set på årsbasis betyder det et fald på 10 pct. i forhold til samme måned sidste år, hvor analytikerne havde ventet et fald på 7,4 pct.
Herhjemme viste tallet for den danske industriproduktion et fald på 5,6 pct. i juli. Tilbagegangen skyldes primært et stort fald i medicinalindustrien, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.
På den politiske front vil en ny forhandlingsrunde om brexit mellem EU og Storbritannien starte mandag.
De tålmodige investorer kan også se frem mod torsdag, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) vil holde rentemøde.





