Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Rentefald bider sig fast efter industrital fra EU

Obligationer
/ritzau/FINANS

Formiddagens tal for industriproduktion i eurozonen har ikke ændret på billedet fra åbningen med faldende renter.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder som fra handelsstart med 1 basispoint til minus 0,38 pct

Dermed fortsætter rentefaldet fra i fredags, hvor renten gik tilbage med 5 basispoint fra torsdagens niveau.

Handlerne fik lige før frokost tal for udviklingen i industriproduktionen i eurozonen i juli. Den viste en stigning på 4,1 pct. på månedsbasis, mens analytikerne havde ventet en stigning på 4,2 pct. på månedsbasis mod 9,5 pct. i juni.

- Produktionen på de europæiske fabrikker er steget igen efter genåbningen. Produktionen går frem for tredje måned i træk, og det betyder, at europæisk industri langsomt bevæger sig tilbage mod et mere normalt produktionsniveau, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Niveauet i juli ligger stadig omkring 8 pct. under produktionen i forhold til for et år siden. Men sammenligner man med april i år, er genopretningen synlig, da faldet fra april 2019 til april i år var på næsten 30 pct.

- De første måneder efter genåbningen har vist ekstrem høj økonomisk aktivitet - det er helt naturligt når at økonomien springer hurtigt op igen, når spændetrøjen tages af. Men man må også berede sig på, at den næste del af slæbet blive tungere, påpeger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.