Obligationer/åbning: Fastholder mandagens rentefald fra start
Trods en forbedret stemning efter mandagens negative aktiemarkeder og rentefald er de europæiske obligationsmarkeder tirsdag åbnet med kun marginale udsving.
Herhjemme ligger rente på den tiårige danske statsobligation i minus 0,43 pct., hvilket er uændret i forhold til mandag, da renten på papiret faldt 3 basispoint efter øget risikoaversion på finansmarkederne generelt.
Nøgletal viste fra morgenstunden et fald i forbrugertilliden i Danmark til minus 7,4 i september fra minus 5,5 måneden før.
Senere på dagen kommer der europæiske forbrugertillidstal og amerikanske tal for salget af eksisterende boliger, mens der i eftermiddag også kommer fokus på chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, som taler i Kongressen.
- Powell skal i Kongressen kl. 16.30, hvor han sammen med finansminister Mnuchin skal give sit syn på kongressens stimulanser. Feds præsident kan også passende adressere aktieinvestorers kritik af, at Fed ikke gør nok for at ændre sine opkøbsprogrammer, så de stimulerer vækst og inflation.
- Fed kunne både øge opkøbene yderligere og forlænge varigheden på statsobligationsopkøbene. Der har også været kritik af, at Fed ikke er mere aggressiv med hensyn til udlånsprogrammerne, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en morgenkommentar.
Dagen byder også på rentemøde i Sverige, hvor der vil være fokus på de fremadrettede pengepolitiske signaler. På dagens møde ventes en fastholdelse af renten på 0,0 pct., og der ventes heller ikke ændringer i opkøbsprogrammet.





