Obligationer/middag: Amerikansk valgresultat sender renten ned
Rentefaldet er aftaget en smule torsdag middag, hvor investorerne er blevet lidt klogere på udsigterne for amerikansk politik efter tirsdagens valg. Og det tegner til, at det fortsat bliver kompromisets kunst.
Således ser det ud til, at Republikanerne fortsat kommer til at sidde på flertallet i det amerikanske Senat, mens Demokraterne holder fast i flertallet i Repræsentanternes Hus.
Der er fortsat ikke erklæret en vinder af det amerikanske præsidentvalg, men der tegner sig et billede af Demokraternes Joe Biden som den mest sandsynlige sejrherre.
- Udsigten til, at demokraterne ikke opnår flertal i Kongressens to kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus, dæmper forventningerne til en ny massiv hjælpepakke og en ekspansiv finanspolitik, hvis Joe Biden skulle blive USA’s næste præsident, som meget tyder på i øjeblikket, skriver strateg Niels Christensen fra Nordea i en morgenkommentar.
Renten på den tiårige danske statsobligation falder 1 basispoint til minus 0,52 pct. efter et tilsvarende rentefald på 1 basispoint onsdag.
Den tilsvarende amerikanske obligationsrente ligger i 0,73 pct. - 2 basispoint lavere end onsdag, hvor renten faldt hele 14 basispoint.
Ud over det fortsatte store fokus på resultater fra valget af USA, er der torsdag rentemøder i både Bank of England og Federal Reserve. Bank of England har på sit rentemøde annonceret en forhøjelse af sit opkøbsprogram, men en uændret rente.
Rentemeddelelsen fra USA offentliggøres først kl. 20 dansk tid, og får dermed først mulig effekt på de danske renter fredag.
Fra nøgletalsfronten er der kommet nyt om detailsalget i eurozonen, der steg mindre end ventet på årsbasis i september med 2,2 pct. mod ventet 2,8 pct. ifølge Bloomberg News.
I USA kommer der senere torsdag nyt om nytilmeldte ledige, der ventes at være faldet marginalt i sidste uge til 735.000 fra 751.000 ugen før.






