Obligationer/åbning: Lille rentefald inden nyt fra ECB
Renten er faldet en anelse fra åbningen på det danske obligationsmarked mandag morgen, inden tyske inflationstal og en tale fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, kan få lidt opmærksomhed.
Renten på den tiårige danske statsobligation ligger efter kvarters handel i minus 0,48 pct. - 1 basispoint mindre end fredag.
De tyske inflationstal ventes at vise en negativ prisstigningstakt på 0,7 pct. på månedsbasis og 0,2 pct. på årsbasis i november.
Prisfaldene huer næppe Den Europæiske Centralbank, der formentlig er på vej med nye tiltag for at presse inflationen højere og støtte væksten.
- Klokken 11 taler chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde. Her kan vi få nogle af de sidste signaler, inden næste uges rentemøde i ECB, hvor vi venter, at ECB øger bankens pandemiopkøb (PEPP). Lagarde taler igen i morgen, skriver seniorøkonom i Mathias Dollerup Sproegel i Sydbanks morgenkommentar.
Fra Danmarks Statistik er der mandag morgen kommet nyt om væksten i bruttonationalproduktet i tredje kvartal og arbejdsløsheden i oktober.
Bruttonationalproduktet steg 4,9 pct. fra andet kvartal, hvilket var helt på niveau med forventningerne blandt økonomer ifølge Bloomberg News.
Arbejdsløsheden faldt til 4,6 pct. i oktober fra 4,8 pct. i september. Der er dog stadig et stykke til arbejdsløsheden i vinter på 3,7 pct. inden coronaudbruddet ramte økonomien.
I USA kommer der senere mandag nyt om indkøbschefernes forventningsindeks for Chicago-regionen, og de igangværende bolighandler i oktober.





