Obligationer/middag: Lille rentefald med fokus på Lagarde
Opmærksomheden er mandag blandt andet rettet mod tyske inflationstal samt en tale fra Den Europæiske Centralbanks topchef.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder mandag ved middagstid med 1 basispoint til minus 0,48 pct.
Chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde er på talerstolen mandag, hvor hun blandt andet fremhæver, at renten vil forblive lav i noget tid.
ECB-chefen pointerer også, at Europa må gøre et bedre job med at give kapitalfinansiering.
Fra Danmarks Statistik er der mandag morgen kommet nyt om væksten i bruttonationalproduktet i tredje kvartal og arbejdsløsheden i oktober.
Bruttonationalproduktet steg 4,9 pct. fra andet kvartal, hvilket var helt på niveau med forventningerne blandt økonomer ifølge Bloomberg News.
Arbejdsløsheden faldt til 4,6 pct. i oktober fra 4,8 pct. i september. Der er dog stadig et stykke til arbejdsløsheden i vinter på 3,7 pct., inden coronaudbruddet ramte økonomien.
Klokken 14 præsenteres den foreløbige opgørelse over de tyske inflationstal, der ventes at vise en negativ prisstigningstakt på 0,7 pct. på månedsbasis og 0,2 pct. på årsbasis i november.
Prisfaldene huer næppe Den Europæiske Centralbank, der formentlig er på vej med nye tiltag for at presse inflationen højere og støtte væksten.
I USA kommer der klokken 16 nyt om indkøbschefernes forventningsindeks for Chicago-regionen, og de igangværende bolighandler i oktober.






