Obligationer/middag: Renten stiger efter gode tyske ledighedstal
Overraskende gode tal for den tyske ledighed sender rente op, og tirsdag middag stiger renten på den toneangivende danske statsobligation med 2 basispoint fra åbningsniveauet til minus 0,45 pct.
De tyske tal landede klokken 10 og viste, at antallet af arbejdsløse faldt med 39.000 personer i november. Her var der ifølge Bloomberg ventet 8.000 nye arbejdsløse.
Arbejdsløsheden endte dermed på 6,1 pct. mod estimeret en stigning til 6,3 pct. fra 6,2 pct. for måneden forinden.
Det sendte kortvarigt renten på den tiårige statsobligation op i minus 0,44 pct., men den har senere rettet sig lidt igen, i takt med at der er kommet skuffende tal for forbrugerpriserne fra eurozonen.
Her faldt priserne 0,3 pct. i november i forhold til samme måned året forinden ifølge det første estimat fra statistikbureauet Eurostat. Analytikerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventet et fald på 0,2 pct.
Dagens vigtigste nøgletal er ISM-indekset klokken 16, hvor der ventes fald i november, efter at flere regionale tillidsindikatorer har peget i den retning.
Økonomer adspurgt af Bloomberg News venter et fald i indekset til 58,0 fra 59,3.
Dagens anden store makroøkonomiske begivenhed er den amerikanske centralbanks førstemand Jerome Powells, tale i Senatet tirsdag eftermiddag. Onsdag eftermiddag taler centralbankchefen i Repræsentanternes Hus.
- Investorerne er på udkig efter signaler om Feds kommende rentebeslutning den 16. december, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.









