Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Renten stiger lidt efter nyt fra Nationalbanken

Obligationer
/ritzau/FINANS

Her til morgen har Nationalbanken også opdateret sit skøn for udviklingen i den danske økonomi, hvor smittetallene ifølge banken forsinker den økonomiske genopretning.

Nationalbanken ser nu det danske bruttonationalprodukt, bnp, skrumpe med 3,9 pct. i år mod tidligere minus 3,6 pct. Samtidig nedjusterer Nationalbanken udsigterne for bnp-væksten i 2021 til 2,9 pct. fra 3,6 pct.

Til gengæld opjusteres skønnet for væksten i 2022, der nu ses lande på 3,3 pct. mod tidligere 2,3 pct.

Det sender renten på den tiårige danske statsobligation op med et enkelt basispoint til minus 0,49 pct. fra tirsdagens lukkeniveau.

Dagens nøgletalskalender er blevet sparket i gang med tal for den tyske eksport, der steg mindre end ventet i oktober. Fremgangen opgøres til 0,8 pct. mod 2,3 pct. måneden før. Til sammenligning havde analytikere ventet en stigning på 1,3 pct. ifølge Bloomberg News.

I samme periode steg importen med 0,3 pct., fremgår det af morgenens tal.

Derudover vil udviklingen i renten i høj grad blive dikteret af udviklingen på finansmarkederne, lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.

- I det store hele venter vi dog, at det generelle humør på finansmarkederne vil styre renteudviklingen. Det kunne eksempelvis være corona- eller brexit-nyheder, skriver Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

Derudover vil investorerne fortsat have fokus på nyt om endnu en hjælpepakke i USA.