Obligationer/middag: Rentedyk forud for forbrugertillid i eurozonen
På en mandag, hvor nøgletal for forbrugertillid i Eurozonen kommer til at løbe med en stor del af opmærksomheden, ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation fortsat lavere end ved fredagens slutniveau.
Ved middagstid ligger renten i minus 0,50 pct., hvilket er tre basispoint lavere end niveauet ved dansk børslukketid fredag.
I løbet af formiddagen har der været mindre udsving i renten, som både har været oppe at vende omkring minus 0,48 pct. og nede i minus 0,51 pct.
På nøgletalsfronten er der mandag kommet tal for den danske forbrugertillid i december, som overordnet er steget til minus 3,8 fra minus 7,6 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
- Stigningen i forbrugertilliden skyldes primært en markant stigning i forventningerne til Danmarks økonomiske situation om et år sammenlignet med i dag, men også, dog i mindre grad, en stigning i købelysten i øjeblikket fremfor at vente, skriver Danmarks Statistik i en kommentar til dagens tal.
Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis 4,4 og 28,5, hvor gennemsnittet for disse indikatorer i det seneste halve år er henholdsvis 3,6 og 29,6.
I eftermiddag klokken 16.00 lander en foreløbig opgørelse for forbrugertilliden i Eurozonen i december, som nøgletalsmæssigt vil tage opmærksomheden mandag, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.
Han venter et fald i forbrugertilliden til minus 18,3 i december fra minus 17,6 i november.
Ifølge Bloomberg News venter analytikerne et tal på minus 17,3.
Derudover kan der mandag komme nyt fra det europæiske lægemiddelagentur (EMA), som skal tage stilling til Pfizers coronavaccine til nødgodkendelse i EU-kommissionen.
- I dag vil blikket blive rettet mod det europæiske medicinalagentur (EMA), der skal lave en indstilling til EU-Kommissionen om nødgodkendelse af Pfizers vaccine. Det kan bane vejen for en godkendelse af vaccinen i EU allerede i dag. Hvis det sker, kan det presse renterne en tand op, skriver Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.







