Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Lille rentefald på taltynd dag

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på det danske obligationsmarked svinger marginalt tirsdag. Det er ikke skemasatte begivenheder, der påvirker. Markedsdeltagerne kigger efter nyt om coronasmitte med fokus på den britiske mutation og vacciner, og eventuelt nyt om brexit-forhandlingerne mellem EU og Storbritannien vil også kunne påvirke markedet. Der har dog ikke været noget nyt på den front endnu. Det er fortsat fiskerirettigheder, der er stenen i skoen.

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation falder tirsdag middag 1 basispoint til minus 0,48 pct. fra et slutniveau mandag på minus 0,47 pct. Tirsdag formiddag har den svinget marginalt mellem knap minus 0,49 pct. og minus 0,47 pct. Mandag var renten kortvarigt nede i minus 0,51 pct.

Kl. 8.00 dansk tid kom der tyske forbrugertillidstal for januar. De udviklede sig bedre end ventet i januar.

Indekset faldt til minus 7,3 i januar fra minus 6,7 i december, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung. Tallet for december er dog blevet revideret til minus 6,8. Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på minus 7,6 ifølge Bloomberg News.

I eftermiddag kommer der en række tal fra USA, som dog ikke er særlig tunge med mindre tredje opgørelse af BNP for tredje kvartal i USA ændrer sig markant. Der kommer også salg af eksisterende huse i USA samt Richmond Feds regionale tillidsindikator.