Obligationer

Obligationer/middag: Renten stiger en anelse på dag med omvalg i USA

Obligationsinvestorerne har tirsdag blandt andet fokus på omvalget til Senatet i Georgia samt ISM-erhvervstillidsopgørelsen fra USA.

Tirsdagen har allerede budt på nyt fra den tyske detailhandel, der i november steg med 1,9 pct. i forhold til måneden før. Til sammenligning havde økonomerne ifølge Bloomberg News ventet et fald på 2,0 pct.

Tirsdag middag stiger renten med 1 basispoint til minus 0,49 pct.

En af årets første store begivenheder er omvalget til Senatet i delstaten Georgia, hvor vælgerne skal finde statens to repræsentanter til Senatet i Washington.

Overtager Demokraterne statens to repræsentanter, tipper flertallet i Senatet til Demokraternes fordel, og dermed har partiet fuld parlamentarisk kontrol i Washington med flertal i begge Kongressens kamre og Joe Biden som præsident i Det Hvide Hus.

- To sæder til Demokraterne fra Georgia kan lægge et opadgående pres på de lange obligationsrenter, da det øger sandsynligheden for store offentlige investeringer i blandt andet en grøn omstilling, vurderer Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel.

Resultatet fra tirsdagens valg i Georgia ventes tidligst onsdag morgen dansk tid.

Tirsdagens store nøgletalsbegivenhed er eftermiddagens offentliggørelse af ISM-erhvervstilliden for fremstillingssektoren, hvor økonomerne for december venter et fald til 56,7 fra 57,5 i november.

Den tyske ledighedskø overraskede tirsdag formiddag med et fald, og dermed udviklede arbejdsløsheden sig bedre end ventet i forhold til estimatet indsamlet af Bloomberg News.

Samlet faldt antallet af arbejdsløse med 37.000 i december, hvor der ifølge Bloomberg var ventet 10.000 nye arbejdsløse.

Arbejdsløsheden endte dermed på 6,1 pct. mod estimeret 6,2 pct.

Læs også
Top job