Torsdagens obligationer: Flad renteudviling med fokus på ISM-service
Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation endte torsdag uændret i minus 0,45 pct., efter at den midt på dagen havde været nede at runde minus 0,48 pct.
Investorerne havde torsdag en række økonomiske nøgletal at tage bestik af, hvor blandet andet det amerikanske ISM-barometer for servicesektoren landede over analytikernes forventning.
De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, steg overraskende i december til 57,2 fra 55,9 måneden før.
Blandt økonomer var der ellers ventet et fald til 54,5 ifølge Bloomberg News.
Det amerikanske arbejdsmarked kom også under lup, idet opgørelsen over nytilmeldte ledige viste, at 787.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Her ventede økonomerne ifølge Bloomberg News 800.000 nye ledige.
Der var torsdag også fokus på en række nøgletal fra eurozonen, heriblandt detailsalget, der faldt med 6,1 pct. i november sidste år i forhold til måneden før. Her ventede analytikerne ifølge Bloomberg News kun et fald på 3,4 pct.
Modsat overraskede den samlede økonomiske tillidsindikator for eurozonen med en stigning i december til 90,4 fra 87,7 måneden før. Økonomerne havde ventet en fremgang til 89,8 ifølge et estimat fra Bloomberg.
Jakob Due Jakobsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk






