Obligationer/åbning: Stille marked spejder efter Biden og rentemøder
Mandag morgen åbner det danske obligationsmarked uændret oven på en handelsdag fredag, hvor den tiårige danske rente endte i minus 0,46 pct.
Nøgletalskalenderen er nærmest tom, og derfor bliver det formentlig en stille dag på obligationsmarkedet, der blot vil følge den generelle stemning på finansmarkederne.
Investorerne vil derimod have øjnene rettet mod ugens andre store begivenheder, som kan få indflydelse på markedet, heriblandt indsættelsen af Joe Biden som den 46. præsident i USA på onsdag.
- Indsættelsen vil sandsynligvis ikke kalde på de store markedsmæssige reaktioner, men der er fokus på politiske signaler fra Biden og eventuelle optøjer fra Trump-støtter, skriver makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
Torsdag er der rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Det blive næppe et møde med nye pengepolitiske signaler, men markedet vil især holde med øje med, hvordan ECB-topchef Christine Lagarde vurdererer vækstudsigterne, efter flere europæiske økonomier igen har indført nye nedlukninger.
Natten til torsdag er der også rentemøde i Bank of Japan, ligesom der også er rentemøde i Norges Bank på torsdag.
Fredag lander der PMI-tal fra eurozonen og USA for januar. Mens mandag tegner til at blive en stille dag på obligationsmarkedet, bliver der altså nok at se til senere på ugen for investorerne.
Et andet og vigtigt tema, som markederne også nøje vil følge i denne uge, er udrulningen af vaccinationer, skriver Sydbank.








