Fortsæt til indhold

Råvarer: Oliepriserne stiger: Ingen udsigt til negative WTI-priser

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne stiger mandag morgen til det højeste niveau i over en måned. Priserne understøttes af produktionsnedskæringer samt tegn på en stigende brændstofefterspørgsel som følge af de lempede coronatiltag i flere lande.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 33,52 dollar mod 31,31 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 30,64 dollar mod 28,57 dollar fredag eftermiddag.

- Oliepriserne kan vise yderligere momentum, i takt med at coronatiltagene lettes, siger Stephen Innes, der er chefmarkedsstrateg i Axicorp, til Reuters.

Juni-kontrakterne for WTI-futures udløber tirsdag. Der er dog ikke meget, der tyder på, at oliepriserne igen vil gå i minus, som det kunne ses sidste måned op til maj-kontrakternes udløb, skriver Reuters.

Olieproduktionen i USA er samtidig faldende, efter at flere amerikanske energiselskaber ifølge Reuters har skåret i antallet af aktive gas- og olierigge til det hidtil laveste niveau nogensinde for anden uge i træk.

Det letter samtidig presset på de fyldte olielagre i Cushing, Oklahoma, hvor WTI-olien sædvanligvis leveres.

Med sidste uges overraskende fald i de amerikanske olielagre vurderes det af chefmarkedsstrateg i CMC Markets Michael McCarthy ifølge Reuters, at det er usandsynligt, at olielagerproblemerne fra sidste måned vil gentage sig.

Den gode stemning forstærkes af Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der søndag ifølge Reuters sagde, at der ventes fremgang for den amerikanske økonomi, så længe der ikke kommer en anden bølge af coronavirusset.

Dertil løftes oliepriserne af produktionsnedskæringerne fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, sammen med andre olieproducerende lande som Rusland.

Saudi-Arabien vil fra juni ifølge Reuters skære produktionen med yderligere 1 mio. tønder om dagen.

Guld- og kobberpriserne stiger mandag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1759,79 dollar mod 1742,94 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller handles et ton kobber samtidig for 5242,50 dollar mod 5177,50 dollar fredag eftermiddag.