Råvarer: Oliepriserne kommer lidt igen efter storudsalg
Oliepriserne vandt sent onsdag eftermiddag noget af de seneste dages tabte terræn tilbage, og det niveau holdes torsdag morgen til trods for svage amerikanske lagertal.
Tirsdag var olieprisen presset ned omkring det laveste niveau i tre måneder, efter at det statsejede saudiske olieselskab, Saudi Aramco, sænkede de officielle priser for oktober-leveringerne for Arab-light-olien, hvilket ifølge Reuters er et tegn på en svagere efterspørgsel.
Oliemarkedet er generelt under pres som følge af udsigten til både en afdæmpet efterspørgsel samt stigende udbud.
- Kortsigtet ser de grundlæggende forhold for oliemarkedet svage ud: genopretningen i efterspørgslen er skrøbelig, lagre og ledig kapacitet er høje, og raffineringsmarginerne er lave, skriver finanshuset Morgan Stanley ifølge Reuters.
Onsdag aften blev råolielagertallene fra American Petroleum Institute, API, offentliggjort, og de viste for sidste uge en stigning på 3 mio. tønder. Det var mere end økonomernes forventning om en stigning på 1,4 mio. tønder.
Torsdag eftermiddag leveres de officielle olielagertal fra Energy Information Administration, EIA.
- Hvis EIA bekræfter råolielageropbygningen, så vil det være den første lageropbygning siden midten af juli, skriver ING ifølge Reuters.
Både kobber- og guldpriserne ligger med mindre udsving forud for rentemeldingerne hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der er torsdagens store begivenhed.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 40,63 dollar mod 40,10 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 37,80 dollar mod 37,40 dollar onsdag eftermiddag.
Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1945,45 dollar mod 1945,08 dollar onsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6711 dollar mod 6736 dollar onsdag eftermiddag.




