Fortsæt til indhold

Råvarer: Oliepriser falder på stigning i coronasmitte

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Fredag morgen faldt oliepriserne for anden dag i streg.

Det skriver Reuters.

Prisfaldet sker på grund af en pludselig stigning i de amerikanske råolielagre. Olielagrene og dermed priserne er fortsat påvirkede af, at coronapandemien tærer på brændstofefterspørgslen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 39,90 dollar mod 40,35 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 37,16 dollar mod 37,49 dollar torsdag eftermiddag.

Begge priser er faldet med 6,5 pct. i denne uge, og der venter endnu en uge med fald i priserne, skriver Reuters. Ifølge nyhedsbureauet er der fortsat ikke stort håb for, at brændstofefterspørgslen kommer sig, da der samtidig ser ud til at være en stigning i antal coronasmittede.

I sidste uge steg råolielagrene mod forventning, da raffinaderierne genoptog produktionen. Raffinaderierne i og omkring Den Mexicanske Golf havde ellers lukket for aktiviteten i produktionsanlæggene.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1939,39 dollar mod 1955,11 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 6637,0 dollar mod 6652,0 dollar torsdag eftermiddag.