Fortsæt til indhold

Råvarer: Flere nedlukninger holder oliepriser nede

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne er faldet mandag morgen på den fortsatte stigning i coronasmitte og dertilhørende nedlukninger flere steder i verden.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 49,03 dollar mod 49,13 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 46,04 dollar mod 46,05 dollar fredag eftermiddag.

- Coronatiltag og nedlukninger rundt omkring i verden synes at være klar til at holde råvarepriserne nede på kort sigt, siger Edward Moya, der er senioranalytiker hos OANDA, til Reuters.

I det sydlige Californien er barer, hår-, negle- og tatovørsaloner blevet bedt om at lukke igen, mens der i Bavarien, i det sydlige Tyskland, fra onsdag og frem til første uge i januar vil blive indført en strengere nedlukning, og I Seoul i Sydkorea er kravene for social afstand blevet sat op frem til udgangen af måneden.

Samtidig venter Iran dog at skrue op for olieproduktionen indenfor de kommende måneder. Landets olieministerium er blevet bedt om at gøre sig klar til produktion og salg af råolie på fuld kapacitet indenfor de næste tre måneder. Det har lagt yderligere pres på oliepriserne.

En forbedret efterspørgsel i Kina samt fremdrift i udviklingen af coronavacciner har dog begrænset prisfaldene.

Mandag morgen koster en troy ounce guld 1838,97 dollar mod 1832,33 dollar fredag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber mandag morgen 7716,00 dollar mod 7739,50 dollar fredag eftermiddag.