Valuta: Britisk lønstigningstakt understøtter pundet
Det britiske pund finder tirsdag støtte i pæne arbejdsløshedstal og fastholder sig dermed tæt omkring det stærkeste niveau siden brexit-afstemningen i juni 2016.
I forhold til de britiske arbejdsløshedstal hæfter valutastrateg Niels Christensen fra Nordea sig ved, at lønstigningstakten i februar steg yderligere og nu ligger højere end inflationen.
- Det var ganske vist som forventet, men det understøtter forventningerne om, at der kommer en renteforhøjelse på næste rentemøde i Bank of England her i begyndelsen af maj.
- Det er ikke fordi, at det fik pundet til at stige vildt og voldsomt, men en lille smule og underbygger både renteforventningerne og de højere niveauer, som pundet er kommet op på, siger Niels Christensen til Ritzau Finans.
Pundet når i danske kr. tirsdag op i 8,6325 kr., og kursen er siden starten af marts steget fra niveauet 8,40 kr.
I krydset mellem euro og dollar nåede euro i løbet af formiddagen over 1,24 og havde dermed sat kursen mod det højeste niveau siden midten af februar, men efterfølgende er kursen dalet og ligger ud på eftermiddagen omkring 1,2350 dollar.
Fra USA kom der tirsdag eftermiddag opløftende tal for boligbyggeriet. Både udviklingen i påbegyndt boligbyggeri og i antallet af byggetilladelser steg i marts mere end ventet.
Tidligere på dagen havde den tyske ZEW-tillidsindikstor skuffet med et fald i forventningsindekset til minus 8,2 fra plus 5 måneden før, hvor økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet et mere beskedent fald til minus 1.


