Fortsæt til indhold

Valuta: Fortsat stor efterspørgsel efter dollar

Valuta
/ritzau/FINANS

Den fælleseuropæiske euro bliver tirsdag presset tilbage overfor dollar, der tirsdag også har medvind fra japanske investorer og virksomheder, hvor den sidste afdækning af mangel på den amerikanske valuta inden afslutningen af det japanske regnskabsår finder sted.

Tirsdag er sidste handelsdag i det japanske regnskabsår og samtidig afslutning på første kvartal i resten af verden. Og med de kraftige udsving, som de finansielle markeder har været udsat for i løbet af især marts, kan kvartalets sidste handelsmulighed føre til nogle uforudsigelige svingninger, når de store aktører lukker deres bøger.

Den amerikanske dollar stiger tirsdag mod alle G10-valuter, og dollarspotkursen løftes med 0,4 pct. efter mandagens stigning på 0,7 pct. Dollaren er dermed på vej mod det bedste kvartal siden slutningen af 2016.

- Vi fortsætter med at se den økonomiske udvikling gå sydover, og i den kontekst foretrækker vi at være lang dollar over cykliske valutaer. Uanset de kortvarige strømme op til månedsskiftet, så tror vi, at pipelinen for positive nyheder fra de forskellige hjælpepakker er ved at løbe tør, vurderer Terence Wu, der er valutastrateg i Oversea-Chinese Banking Corp. til Bloomberg News.

Euro bliver handlet mere end 0,6 pct. lavere over for amerikanske dollar, hvor den fælleseuropæiske valuta er presset, efter at forbrugerpriserne i marts steg mindre end ventet.

De europæiske forbrugerpriser steg med 0,7 pct. i marts sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed steg priserne mindre end ventet, idet økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde estimeret en stigning på 0,8 pct.

Det er den laveste inflation i fem måneder, og nedturen er drevet af kollapset i oliepriserne.

Den Europæiske Centralbank, ECB, bruger blandt andet forbrugerpriserne til at styre sin politik efter, og en lavere end ventet inflation kan dermed betyde, at centralbanken skal føre en mere lempelig politik for at nå inflationsmålet på 2 pct.

Analytikere advarer samtidig om, at en næsten stensikker global recession i kølvandet af coronavirussets hærgen fortsat vil have en dominerende indflydelse på handlen og i sidste ende favorisere de valutaer, der er mindst påvirket af den økonomiske afmatning.

Euro koster tirsdag middag 1,0962 dollar mod 1,1030 dollar mandag, mens dollar står i 108,54 yen per dollar mod 108,07 yen mandag eftermiddag.