Valuta: Uroligt marked sender investorerne mod dollar
Den amerikanske dollar styrkes onsdag over for de mere risikobetonede valutaer, idet markederne med coronaviruspandemien kigger mod en af de sandsynligvis værste økonomiske kriser i årtier.
Også mod euro og britiske pund styrkes dollar, idet udsalget i de globale aktier fremhæver, at de stigende risici relateret til pandemien kun har vist få tegn på at aftage.
Den amerikanske dollar er over for en kurv af verden største valutaer steget med 0,6 pct. siden tirsdag og 1,5 pct. siden mandag. Den er dog fortsat under sidste måneds flerårige højdepunkt, efter at den amerikanske centralbank pumpede flere dollar ind i systemet.
Presset fra frygten for en dollar-likviditetskrise i kølvandet af de globale markeders kraftige nedtur i midten af marts er aftaget, efter at efterspørgslen efter kvartalsafslutnings-finansiering er ryddet af vejen.
- Dollaren har over de seneste dage genvundet noget af det tabte terræn, men valutamarkederne har brug for mere tid, før de har fundet ud af, hvor vi er. Vi ser fortsat nogle unormale amerikanske dollarfinansieringer, og jeg synes, at de fundamentale forhold er meget svære at finde ud af, siger Ulrich Leuchtmann, der er valuta- og råvarechef hos Commerzbank, til Reuters.
Federal Reserve har købt amerikanske obligationer i et hidtil uset tempo og har startet programmer til støtte for kreditmarkedet, der inkluderer kommercielle papirer, erhvervsobligationer og værdipapirer, der er støttet af aktiver.
Samtidig har centralbanken udvidet muligheden for, at snesevis af udenlandske centralbanker får adgang til amerikanske dollar under coronaviruskrisen ved at give dem mulighed for at veksle deres beholdning af amerikanske statspapirer til dollarlån på dag til dag basis.
I betragtning af usædvanligt høje niveauer af usikkerhed omkring de globale økonomiske udsigter foretrækker investorer sandsynligvis mere likvide valutaer, og især japanske yen står til at styrkes, da japanske virksomheder traditionelt trækker sig fra de udenlandske markeder i finansielt urolige tider.
Pund koster onsdag eftermiddag 1,2383 dollar mod 1,2405 dollar tirsdag eftermiddag, og euro koster onsdag eftermiddag 1,0937 dollar mod 1,0971 dollar tirsdag.
Dollar står onsdag eftermiddag endvidere i 107,56 yen mod 107,95 yen per dollar tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS