Valuta: Euro svækkes på grund af uro om Italien
Euro er tidligt torsdag eftermiddag på hælene over for dollar forud for eftermiddagens møde mellem EU-ledere, der blandt andet skal diskutere fælles stimuli som følge af coronakrisen.
På forhånd regner valutamarkedet ikke med, at der vil være enighed om at udstede fælles europæiske coronaobligationer, som Italien er tilhænger af, så landet kan finansiere nye stimulipakker til lavere renter uden at øge sin i forvejen store gæld.
- Det er åbenlyst, at der ikke er enighed om at udstede coronaobligationer. Så markedet regner ikke med det, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.
Han peger på, at det i forhold til euro er et skidt signal, at man ikke kan blive enige, også selv om han har forståelse for, at de nordeuropæiske lande ikke bare vil udstede en blankocheck, uden at have hånd hanke med Italien.
- For markedet handler det om, hvorvidt Italien kan klare sig selv. Står vi lige pludselig med en ny italiensk gældskrise om 12-18 måneder. Alle er nervøse for Italien, siger Niels Christensen.
På valutamarkedet svækkes euro til 1,0790 dollar fra 1,0828 dollar onsdag eftermiddag.
Skulle EU's ledere i eftermiddag mod forventning blive enige om fælles coronaobligationer, vil euro derimod formentlig styrkes, mener Niels Christensen.
Mens euro svækkes, er der comeback til nogle af de olierelaterede valutaer over for dollar.
Prisen på en tønde Brent-olie stiger tidligt torsdag eftermiddag over 8 pct. efter store fald i starten af ugen.
- Det er en pæn stigning i olieprisen, og vi ser en lidt stærkere norsk krone, russisk rubel og canadisk dollar. Men det er stadigvæk skrøbeligt.
/ritzau/FINANS