Valuta: Dollar taber pusten trods skuffelse om EU-redningspakke
Dollar mister en smule terræn fredag middag overfor euro, men den amerikanske valuta står stadig til den største gevinst i denne uge. Fredag stiger dollar 0,1 pct. overfor euro, efter at være faldet hele ugen.
For en uge siden skulle der 1,0880 dollar til 1 euro. Fredag middag koster 1 euro 1,0784 dollar mod 1,0830 dollar torsdag eftermiddag.
Styrkelsen kommer i kølvandet på den redningspakke, som EU-landenes topledere blev enige om torsdag aften til en samlet værdi af 540 mia. euro. Landenes finansministre indgik aftalen for to uger siden.
Derimod endte torsdagens virtuelle møde ikke med en aftale om en større hjælpepakke, som markedet havde spekuleret i, kunne nå op på 2000 mia. euro, og der blev heller ikke opnået enighed om, at EU udsteder såkaldte coronaobligationer.
Ulrich Leuchtmann, valutachef i Commerzbank, siger ifølge Reuters, at resultatet af mødet afspejler den uenighed, der er mellem landene.
På mødet bad EU's stats- og regeringschefer EU-Kommissionen om at komme med et udspil til endnu en hjælpepakke, der tænkes dobbelt så stor.
De op til 540 mia. euro, der skal afbøde konsekvenser af coronapandemien, blev forhandlet og aftalt af medlemslandenes finansministre i påsken. Den skal være klar 1. juni.
EU-landene har bedt EU-Kommissionen om at udarbejde et forslag til, hvordan en større og mere langsigtet genopretningsplan kan se ud.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, nævner " 1000 mia. euro" på et spørgsmål om fondens størrelse. Kommissionen arbejder også på et nyt udspil til et langtidsbudget, hvori genopretningen skal være forankret.
Det er planen, at både budgetudspil og genopretningsplan fremlægges 6. maj.

