Fortsæt til indhold

Valuta: Voksende optimisme giver let dollar og yen svækkelse

Valuta
/ritzau/FINANS

Der er småjusteringer i dollarkursen tirsdag, da en voksende optimisme omkring et globalt opsving fra Covid-19-pandemi-nedturen understøtter de mere risikobetonede valutaer. Men sideløbende holder bekymringer over det amerikansk-kinesiske forhold kursbevægelserne i stramme tøjler.

Mandagens helligdagslukning i såvel Storbritannien som USA sætter dog fortsat sit præg på valutamarkedet, idet de to valutariske epicentres fravær betyder lav volumen indtil senere på den globale handelsdag.

- Markedet er fanget mellem to modstridende strømninger. Stigende spændinger mellem Kina og USA rejser en del bekymring, mens lempelser af Covid-19-nedlukningerne fremmer optimismen omkring væksten, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Reuters.

Samhandel, håndteringen af virusudbruddet og de seneste kinesiske skridt til at stramme grebet om Hongkong ses alle som potentielle katalysatorer for en yderligere forværring af de allerede stærkt spændte amerikansk-kinesiske forhold.

Den seneste salve blev affyret i weekenden, da Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O'Brien, advarede om mulige sanktioner, hvis Hongkongs autonomi bliver undergravet. Det fik den kinesiske topdiplomat Wang Yi til at fare i blækhuset og betegne det amerikanske angreb som en "tilsvining".

Og som for at minde investorerne om, at coronakrisen koster, har Singapore reduceret vækstprognosen for tredje gang i år, hvilket er en påmindelse om pandemiens ødelæggende indflydelse på den globale økonomi.

Den stærkt handelseksponerede bystat venter nu et fald i bnp på mellem 4 pct. og 7 pct. i år.

Men optimismen bæres samtidig af reduktioner i virusbegrænsningerne i såvel Europa som Japan, der indgyder masser af håb om en hurtig tilbagevenden til vækst.

Euro koster tirsdag morgen 1,0910 dollar mod 1,0895 dollar mandag, mens dollar ligger i 107,85 yen per dollar mod 107,70 yen mandag.

Pund koster tirsdag morgen 1,2205 dollar mod 1,2195 dollar mandag eftermiddag.