Fortsæt til indhold

Valuta: Euro styrket på stigende corona-optimisme

Valuta
/ritzau/FINANS

Euro er blevet styrket pænt i løbet af tirsdagen, efter at en stigende optimisme blandt investorerne har lagt pres på sikker-havn-valutaer som dollar, der er svækket mod samtlige større valutaer - bortset fra japanske yen.

Dollar svækkes grundet optimisme omkring den globale genrejsning efter coronavirusset. Optimismen desangående har sin baggrund i reduktioner i virusbegrænsningerne i såvel Europa som Japan, der indgyder masser af håb om en hurtig tilbagevenden til vækst.

Tirsdag først på eftermiddagen koster en euro 1,0962 dollar mod lige under 1,0900 dollar natten til tirsdag og 1,0895 dollar mandag ved dansk lukketid.

Samtidig skal der 107,52 yen til at købe en dollar mod 107,70 yen mandag eftermiddag.

- I øjeblikket er euro splittet mellem politiske risici på den ene side og en positiv stemning på markederne som et resultat af yderligere lempelse af de coronarelaterede begrænsninger på den anden.

- I dag dominerer sidstnævnte, hvilket giver den mulighed for at styrkes mod dollar. Men i betragtning af de fortsatte uoverensstemmelser inden for EU om en corona-genrejsningsfond kan den fælles valuta hurtigt igen miste sit momentum mod dollar, siger valutaanalytiker Thu Lan Nguyen fra Commerzbank til Reuters.

Den norske krone vise også gode takter i tirsdagens marked og styrkes med 0,7 pct. mod den danske krone til 0,6849 danske kr. Stigningen sker efter tre dage med svækkelse. Dermed tager den norske valuta endnu et skridt væk fra bundrekorden fra 20. marts, da den norske krone var nede under 0,60 danske kr.