Valuta/middag: Dollar taber position som sikker havn i positivt marked
Euro styrkes mandag over for dollar, som mister terræn som sikker valutahavn i et positivt finansmarked, hvor aktierne slår sig løs kloden rundt.
Nyheden om udvikling i USA af et nyt middel til behandling af coronasmittede, som reducerer antallet af dødsfald, har reduceret frygten for, at genopretningen af de globale økonomier bremses af fornyet virustrussel. Dermed begrænses også efterspørgslen efter sikre investeringer.
Mandag middag koster euro 1,1842 dollar mod 1,1795 dollar mandag morgen og 1,1780 dollar fredag eftermiddag.
Samtidig lider det britiske pund under ringe udsigter for en brexit-aftale mellem Storbritannien og EU. Fredag udtalte handelsrepræsentanter for de to parter, at der ikke er sket fremskridt i forhandlingerne om vilkårene efter årsskiftet. Et såkaldt "hårdt" brexit toner dermed tydeligere frem i horisonten, og parterne beskylder gensidigt hinanden for at være skyld i stilstanden.
Situationen får investorerne til at rette opmærksomheden mod centralbanken, Bank of England, og muligheden for sænkning af den toneangivende rente til under nul for at støtte økonomien.
- Sammenbruddet i brexit-forhandlingerne udløser en relativ begrænset korrektion for pund, og fokus vil i denne uge rette sig mod talspersoner fra Bank of England, som måske kan kaste lys over muligheden for negative renter, skriver den hollandsk bank ING ifølge Reuters.
Euro handles mandag middag for 0,9019 pund mod 0,9100 pund fredag eftermiddag.
Overfor japanske yen er dollar mandag middag svækket til 105,75 yen fra 106,00 yen fredag eftermiddag.






